Solitude – fra krodrift over koppekure til katolsk kirkesæde

I år for 300 år siden blev landstedet Solitude opført i ‘Nordre Forstad’ – det senere Nørrebro – med Blågård Slot som nærmeste nabo. Den i dag anonyme matrikel har dannet hjem for adskillige grever, lagt grund til Struensees tvivlsomme kure mod kopper og været hovedsæde for den katolske kirke i Danmark.

Topfoto: Udsnit af J.F. Meyers kort fra 1742, fra Det Kongelige Bibliotek, sat sammen med foto anno 2020 af Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

Den lille sidegade til Nørrebrogade Solitudevej blev landskendt i Elga Olgas vise fra 1953, hvor hun synger: “Om manda’n. I regnvejr. På Solitu-u-udevej.” 

Solitudevej fik sit navn efter landstedet Solitude. Vejen gik fra Nørrebrogade ned til ejendommen, der lå på det område, der i dag er omkranset af Bangertsgade, Kapelvej, Tjørnegade og Griffenfeldsgade. 

Netop i år, 2020, er det 300 år siden, at Solitude blev opført som landsted. Områdets historie er dog lidt ældre. 

I 1694 havde Thomas Biering et limsyderværk (en virksomhed til fremstilling af lim, red.) og et hus på stedet. I 1695 solgte han til assessor stempelpapirsdirektør Christian Braëm, der omdannede de beskedne bygninger til et mindre landsted. 

23. januar 1720 købte grev Ulrich Adolph Holstein til Holsteinborg ejendommen. Holstein fik opført en stor, flot lystgård, som fik det latinske navn ‘Solitudo’, ensomhed. 

Solitude lå da også ret ensomt i Nordre Forstad, som Nørrebro blev kaldt på dette tidspunkt. Nærmeste naboer var prins Carls Blågård Slot, Garvermøllen og et par mindre huse. Nogle år senere kom nye naboer til, nemlig beværtningen Lille Ravnsborg og Assistens Kirkegård. 

To år senere købte Holstein mere jord af byen, så grunden strakte sig helt til Ladegårdsåen (Åboulevard). 

25. december 1721 havde Solitude besøg af kronprins Christian (senere Christian 6.) og kronprinsesse Sophie Magdalene. Det nygifte par mødte rigets ministre, og i en højtidelig procession begav de sig fra Solitude til byen. 

Fra kro til koppekurs-anstalt

Efter grev Holstein fik Solitude en anden greve som ejer, Christian Danneskjold-Samsøe. Han var ejer af Solitude i kort tid. 17. februar 1728 døde han af kopper, 25 år gammel. Hans lig brændte senere samme år i Københavns store brand. 

Det blev endnu en greve, der overtog Solitude – stadens kommandant grev Sponneck. Han fik samtidig med overtagelsen ret til at drive kro. 

12. januar 1767 hed ejeren, Gregers Christian greve von Haxthausen. 

To år senere, i 1769, blev Solitude købt af staten, og lægen Johann Friedrich Struensee og professor Berger oprettede en koppeindpodningsanstalt. Den nylig opfundne inokulationsmetode, som var en forløber for vore dages vaccination, skulle afprøves her. 

Man havde plads til 48 personer, 16 betalende og 32 som fik gratis kost, klæder og medikamenter. 

Anstalten, som var under Frederiks Hospitals Direktion, åbnede 14. juni 1770. Kuren mod kopper mødte dog modstand – mange blev syge, og flere døde. 

Inokulationsstiftelsen på Solitude havde kostet Frederiks Hospital 4.000 rigsdaler om året, men efter Struensees henrettelse ved halshugning på Øster Fælled 28. april 1772 blev den skilt fra hospitalet og var i nogle år en selvstændig anstalt. 

Lystejendom hele vejen til Ladegården

I 1783 blev anstalten lukket af mangel på søgning. 

Det var nu tanken, at der skulle oprettes et opfostringshjem for de spædbørn, der kom fra Fødselsstiftelsen. Det viste sig dog hurtigt, at ombygning af Solitude og drift af et opfostringshjem ville blive for dyrt, og ejendommen blev solgt på auktion. 

Solitude blev atter en smuk lystejendom med en stribe af forskellige fornemme ejere. 

Boghandler Otto Wroblevski, der selv ejede jord på Nørrebro, har beskrevet stedet sådan: 

“Til Solitude hørte en stor, skyggefuld have, samt marker og enge, der strakte sig ned til Ladegårdsåen. Gården var vistnok – efter Blågård – den største ejendom på Nørrebro, en hel lille herregård. Den havde en statelig indkørsel, med gamle skyggefulde træer, som fra Nørrebrogade ført op til hovedbygningen.” 

3. august 1840 købte kaptajn Heinrich Christian Bangert Solitude. Bangert havde store planer med området. Han forpagtede en del nabogrunde hos kommunen og begyndte at byggemodne. 

Han anlagde flere veje i området og byggede en bro over Ladegårdsåen, som blev kaldt Bangerts Bro. 

Bangerts plan var at udstykke jorden og bygge seks store villaer på hver byggegrund, hver beregnet til fire familier. Økonomiske problemer satte dog en stopper for Bangerts planer. 

.

Sæde for den katolske kirke

Såvel Bangert som efterfølgende ejere solgte jorden til spekulationsbyggeri, og Solitude endte med at ligge klemt mellem høje beboelsesejendomme. Den gamle gård blev omdannet til boliger for 25-30 mennesker. Solitudes tid som lystgård var slut. 

Et stykke af grunden ned mod Ladegårdsåen blev brugt af en gartner til dyrkning af rabarber. Navnet ‘Rabarberlandet’ blev hængende ved dette kvarter, efter at det var blevet bebygget. 

I 1867 blev Solitude sæde for den katolske kirke i Danmark, da leder af ‘Nordpolens apotoliske Præfektur’, monsignor Bernard, flyttede ind. Efter et par år flyttede han igen, men et par katolske præster blev på gården. 

I 1875 kom Solitude i den katolske murermester Joachim Carl Günthers eje. Familien Günther havde deres spisestue, hvor Bernard havde haft et lille kapel med stjerner malet på det blå loft. 

Sammen med sin søn, murermester Aksel Viggo, stod Günther for bygningen af de fleste nye katolske bygninger i København. 

Aksel Viggo Günther blev Solitudes sidste ejer. I 1902 blev den gamle gård revet ned og erstattet med nye, høje beboelsesejendomme. 

I 1980’erne blev hele området saneret og Solitudevej afkortet. 

I dag er der ingen spor af det, der engang var en af Nørrebros ældste gårde. Kun navnet er bevaret i den lille Solitudevej samt i gårdens brogede historie og en række billeder.