By Mennesket bag gravstenen: Gennem fire årtier var hun frontfigur og mere end femdoblede medlemstallet i en af kvindebevægelsens første foreninger herhjemme. Hun havde ry for at være enevældig, men i modsætning til sine to svindlende brødre var hun hæderlig og respekteret til det sidste.
Sophie Alberti, kvindesagsforkæmper, formand for Kvindelig Læseforening, 9. september 1846 – 17. juni 1947.
Foto af gravsten, maj 2019: Poul-Erik Pløhn. Portrætfoto: Peter Elfelt. Det Kongelige Bibliotek.
Mathilde Elise Sophie var en del af den højt ansete – og senere berygtede – Alberti-famile, og hun var den eneste af sine søskende, der tog den hæderlighed, hun havde kendt i sit barndomshjem, med sig gennem sit lange liv.
Hun kom til verden den 9. september 1846 i København. Forældrene var den anerkendte Venstre-politiker, overretsprokurator og folketingsmand Christian Carl Alberti samt Albertine Westergaard, der var datter af en tømrermester.
Foruden Sophie fik ægteparret sønnerne Carl Christian og Peter Adler samt to døtre, hvoraf den ene døde som spæd og den anden som 9-årig.
Familien voksede op i ’Det Albertiske Familiepalæ’ i indre København – et hjem, som var velhavende, hæderligt og med en høj moral.
Sophies to brødre tog desværre ikke hæderligheden og moralen med sig, men udviklede en evne til at svindle.
Carl Christian uddannede sig til farmaceut og startede derefter en svovlsyrefabrik i Kastrup. Her foretog han nogle ulovlige transaktioner, godt hjulpet af sin bror, Peter Adler. Carl Christian endte med at brænde fabrikkens regnskaber og udvandrede til Argentina, hvor han tog sit eget liv i 1893.
Peter Adler gik i sin fars fodspor som sagfører og politiker, blev justitsminister, og senere berygtet som en af Danmarkshistoriens største økonomiske svindlere.
Det var Sophie, der holdt sammen på familien. Hun passede forældrene, da de blev gamle, tog sig af Peter Adler Albertis datter Elise, når hun kom fra skole, og hjalp broren med hans arbejde som minister.
Afsløringen af Peter Adler Alberti i 1908 kom som et chok for Sophie. Da Alberti blev arresteret, prøvede Sophie at bortforklare hans handlinger som sindssyge.
Peter Adler Alberti var hele livet tæt knyttet til Sophie. De skrev breve til hinanden, og sammen med Elise besøgte hun ham i fængslet. Da han blev løsladt, sørgede Sophie for, at han igen blev en del af familien. Tiltaleformen mellem de to søskende var altid ‘Broder Adler’ og ‘Søster Sophie’.
Kvindesagsformand gennem fire årtier
Kun 16 år gammel rejste Sophie på studieophold til Paris med veninden Tagea Rovsing, som var datter af kvindesagspioneren Marie Rovsing. Sophie studerede sprog, kunst, litteratur og musik.
I 1874 blev hun medlem af Kvindelig Læseforening, der var stiftet af Sophie Petersen to år tidligere. (Kvindelig Læseforening var en dansk forening, der eksisterede i perioden 1872-1962, og som var en af grundpillerne i kvindebevægelsen i Danmark).
Sophie Alberti var medlem af foreningens bestyrelse 1878-81 og var formand for foreningen 1891-1929. I hendes formandstid steg foreningens medlemstal fra ca. 820 i 1891 til omkring 4.600 i 1918-19, og bogbestanden voksede til ca. 74.000 bind og var ikke begrænset til dansk litteratur.
Hun stod blandt andet i spidsen for opførelsen af en ny, moderne bygning i Gammel Mønt, tegnet af Ulrik Plesner og Aage Langeland-Mathiesen. Her fik kvinderne et komfortabelt og velbesøgt frirum. Bygningen husede også det første damehotel i Norden. Det var inspireret af Martha Washington Hotel i New York City. Sophie Alberti har formodentlig set inspirationskilden på en rejse til USA i 1904.
Sophie Alberti havde mange venner i det internationale – især nordiske – kvindenetværk, blandt dem den svenske forfatterinde Selma Lagerlöf. Flere af disse venner var foredragsholdere og gæster i bygningen i Gammel Mønt, der også fik tiltrukket dramatikeren Henrik Ibsen og fredsforkæmperen Bertha von Suttner.
Foruden sin formandspost var hun medlem af flere kvindelige valgretsforeninger, kasserer i den kvindelige kunstnersammenslutning Cirklen (stiftet 1897), medstifter af Danske Kvinders Fredsforening i 1906 og i repræsentantskabet for Kvindernes Bygning.
Sophie Alberti modtog i 1926 Fortjenstmedaljen i guld, og blev tre år senere, ved sin afgang, ærespræsident i Kvindelig Læseforening.
Hjælpsom, men enevældig
Sophie Alberti hjalp mennesker i nød og støttede de første kvindelige studenter og håndværkere. Hendes ledelsesstil var dog ikke populær hos alle. Hun havde svært ved at uddelegere ansvar, og flere i foreningen var rasende over hendes enevælde. Hvis hun ikke fik sin vilje igennem, truede hun med mandatnedlæggelse.
Sophies modstandere var yngre, veluddannede og parlamentarisk bevidste kvinder, og flere af Danmarks første kvindelige politikere kom i foreningen.
Hendes varmeste tilhængere var de gamle kvindesagspionerer, der støttede idéen om Kvindelig Læseforenings eget hus og havde tillid til Sophie som en fremragende leder.
Sophie Alberti blev over 100 år og var åndsfrisk til det sidste. Hun døde den 17. juni 1947 og blev begravet få meter fra ‘Broder Adler’ på Assistens Kirkegård.
Begge gravsten er desværre i en sådan forfatning, at det i dag ikke er muligt at læse inskriptionerne.
