MN logo rgb web 300x77
#StøtLokalt: Erfaren smykkedesigner indtager Elmegade

#StøtLokalt: Erfaren smykkedesigner indtager Elmegade

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Bag adventsgaven #3: Smykkedesigneren Mette Scherning er flyttet fra Indre by til Nørrebro, hvor hun er positivt overrasket over velkomsten og det gode naboskab.

Du kan vinde et valgfrit smykke fra Scherning i Mit Nørrebros adventskalender på vores Facebook-side fra på søndag den 13. december.

I en tid, hvor det lokale butiksliv er trængt, er der åbnet en ny butik i Elmegade 25.

Men hvor selve butikslokalet er nyt og funklende med kun tre ugers åbningstid på bagen, har såvel brandet som kvinden bag vist sig at være af den langtidsholdbare slags.

Der er nemlig tale om smykkedesigneren Mette Scherning og hendes firma, Scherning, der har eksisteret siden 2004 og gennem de seneste 12 år har ligget helt centralt ved og på Strædet i Indre by.

Men nu er Scherning altså blevet et Nørrebro-brand, hvilket Mette Scherning er mere end tilfreds med – og det skyldes ikke kun, at huslejen i Elmegade er sådan ca. en femtedel af, hvad hun betalte i Strædet.

Jeg er blevet meget positivt overrasket over den varme velkomst, vi har fået.

“Indre by har jo ændret sig meget, og området omkring Strædet er blevet meget turistet. Der var efterhånden meget få lokale kunder, så vi trængte lidt til at komme ud og få nogle flere københavnerkunder og noget mere lokalt liv,” fortæller den anerkendte smykkedesigner.

Og det behov kan Mette Scherning allerede nu se er blevet opfyldt:

“Jeg er blevet meget positivt overrasket over den varme velkomst, vi har fået. Det er dejligt at mærke det levende og kreative miljø, der er her i kvarteret, og vi glæder os meget til at være en del af det. Det føles faktisk lidt, som om vi endelig er ‘flyttet hjem’,” siger designeren, der selv er født på Nørrebro.

Uundværlig kundekontakt

Scherning har seks medarbejdere i Danmark – Mette Scherning selv inklusive – og to medarbejdere i Portugal, og omsætningen til at drive en virksomhed af den størrelse kommer naturligvis ikke alene fra salget fra én butik.

Scherning tjener primært sine penge på engrossalg, altså på salg til andre forhandlere – herunder Illums Bolighus, museumsshops og andre butikker, der handler med smykker, tøj, design eller gaveartikler.

Herudover har virksomheden et forholdsvist stort webshop-salg.

Alligevel vil Mette Scherning ikke undvære den fysiske butik:

“Når jeg laver en ny kollektion, lægger jeg nogle gange nye farver ud i butikslokalet for at se, hvad folk siger til det. Det er rart at have den direkte kundekontakt, høre folks reaktion på smykkerne og være i stand til at rådgive dem – og enormt spændende at se, når de fx mixer smykkerne på en anden måde, end jeg selv ville have gjort,” forklarer hun.

Det føles faktisk lidt, som om vi endelig er ‘flyttet hjem’.

Derudover fungerer butikken også som showroom for udenlandske kunder og agenter.

Og når de – post-corona – kommer for at besøge Schernings butik i Elmegade, kan man jo håbe, det kan være med til at skabe endnu mere liv i gaden.

Mette Scherning har i hvert fald allerede bemærket den lokale handelsforenings høje aktivitetsniveau og fællesskabet omkring at skabe en fortælling om gaden, der trækker kunder til.  

Og så er hun og hendes medarbejdere i øvrigt allerede i fuld gang med mere eller mindre systematisk at spise sig gennem deres nye kvarter:

“Der er mange dejlige frokoststeder, og vi er stadig i gang med at udforske alt det, der ligger her omkring,” siger hun med et smil, der afslører, at hun godt ved, at dén opgave godt kan tage noget tid. Og at det er helt okay.

Related Articles

X