MN logo rgb web 300x77
Stor brand i baggård i Baggesensgade i nat

Stor brand i baggård i Baggesensgade i nat

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
En kontorbygning i en baggård mellem Baggesensgade og Nørrebrogade, der blandt andet rummer Dansk Islamisk Center, har brændt hele natten. Ingen personer er kommet til skade.

Fotos: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk og Cirkeline Gry Wagner

En voldsom brand har natten igennem hærget i baggården til karréen, der strækker sig mellem Baggesensgade, Peblinge Dossering, Nørrebrogade og Blågårdsgade.

Branden blev anmeldt ved midnatstid og er endnu ikke helt slukket fredag formiddag kl. 10. Af samme grund har Nørrebrogade været afspærret fra Dronning Louises Bro til Stengade.

.

Flammerne er gået hårdt ud over en kontorbygning, der rummer en række mindre virksomheder samt Dansk Islamisk Center. Der var dog heldigvis ingen personer i bygningen, så ingen er kommet til skade.

Politiet var ikke at træffe fredag morgen, men til nyhedsbureauet Ritzau sagde vagtchef Thomas Hjermind i nat, at man ikke kendte årsagen til branden.

“Så snart der bliver arbejdsrum for politiet, så vil der blive gennemført tekniske undersøgelser. Vi kan først komme til, når brandvæsenet er færdig,” forklarede han til bureauet.

.

Beboere i området kan dog fortælle, at branden udviklede sig meget hurtigt.

“Det var fuldstændig vildt. Jeg gik i seng kl. 22.50, der var ingen brand. Jeg vågnede så og skulle på toilettet, da jeg opdagede det, og da var branden helt vanvittig allerede. Jeg ringede 112 klokken 00.03, og da var den første anmeldelse kommet kl. 23.56. Derfor ved jeg, at det er gået rigtig hurtigt,” fortæller Cirkeline Gry Wagner, der havde direkte udsigt til branden fra sin lejlighed.

I døgnrapporten fra Hovedstadens Beredskab står, at man kl. 00.22 havde et såkaldt eftersyn i Baggesensgade med beskrivelsen “Afslukket affaldscontainer med HT.” Det vides dog ikke, om der er tale om samme adresse i Baggesensgade.

Formanden for Dansk Islamisk Center Fatih Alev fortæller dog, at der ganske rigtigt står en gruppe – eller rettere stod – en gruppe affaldscontainere under et halvtag lige uden for bygningen.

“Og hvis der først opstår ildebrand i dem, skal der ikke meget til, at hele bygningen bliver futtet af,” siger han.

Ved du mere om nattens brand i Baggesensgade, så skriv til mt@mitnorrebro.dk

Lige foran den brændende bygning i Baggesensgade 4C står normalt en række affaldscontainere under et halvtag. Det vides endnu ikke, om branden er startet her, men som det ses, har affaldscontainerne i hvert fald været omfattet af branden. Foto: Lars Christian Vibild.
Travlhed på Nørrebrogade fredag morgen. Foto: Lars Christian Vibild.

Related Articles

X