Mit Nørrebro
Stor ros til Nørrebros unge i en corona-tid: “De har været megaseje”

Stor ros til Nørrebros unge i en corona-tid: “De har været megaseje”

Bydelens store børn og teenagere opfører sig eksemplarisk i disse coronatider, fortæller både lederen af SSP København og gadeplanskoordinator for fritidsklubberne på Ydre Nørrebro.

Topfoto: 12-årige Hjalmer og alle bydelens øvrige unge får stor ros af myndigheder og pædagoger for deres måde at håndtere deres nye hverdag under coronakrisen på. Foto: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

“Jeg synes faktisk, at det går rigtig, rigtig godt!”

Så positivt er svaret fra Riad Tolda på spørgsmålet om, hvordan Nørrebros unge har klaret sig igennem de første næsten tre ugers corona-nedlukning.

Riad Tolda er sekretariatschef for SSP København – det lokale samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi – og han er generelt imponeret over, hvordan byens tweens og teenagere håndterer den nye hverdag uden skole, klub og fritidsaktiviteter.

“Der er forholdsvist roligt, når man tænker på, at vi befinder os i en ekstraordinær situation. I mange tilfælde udviser børnene faktisk mere hensyn end de voksne. Rigtig mange af dem, der bliver irettesat, er over 18 år – så der er stor ros til de unge herfra, ” siger sekretariatschefen.

Medarbejderne i SSP har brugt en del kræfter på at tænke i alternative, sunde fællesskaber for de unge, og en af de ting, man lige nu arbejder på at udbrede til hele byen, er en digital fritidsklub, som man har haft stor succes med netop her på Nørrebro.

“Giv de unge noget credit!”

Samme positive toner lyder, når man spørger helt nede på gadeplan her i bydelen.

Charlotte Rosenkilde Ørneborg er pædagog og gadeplanskoordinator i Fritidscenter Ydre Nørrebro (FCYN), der står for klub-og fritidsaktiviteterne for hovedsageligt børn og unge fra Rådmandsgades Skole og Nørrebro Park Skole – og også hun har lutter ros til overs for områdets unge:

“De håndterer hele den her situation enormt positivt. En stor, stor procentdel af dem har taget myndighedernes anbefalinger til sig,” siger hun.

Gademedarbejdernes opgave består lige nu blandt andet i at screene området og efter behov gå i dialog med de unge, der færdes på kanten af anbefalingerne – og om nødvendigt splitte dem op.

“Men det har ikke været nødvendigt. Lige meget hvor vi bevæger os rundt på Ydre Nørrebro, er der få unge på gaden – og dem, der er, går i små grupper,” siger Charlotte Rosenkilde Ørneborg, der får samme melding fra gadeteamsene på Indre Nørrebro:

“Det er det gængse billeder fra alle sider – positivt, små grupperinger, meget små og få episoder, hele vejen rundt.”

Ligesom Riad Tolda henviser hun til succesfulde online tiltag, hvor de unge bl.a. kan spille scenarier mod hinanden, ligesom de kan ringe til de lokale klubmedarbejdere og få rådgivning eller bare få luft for deres tanker og eventuelle frustrationer:

“Enkelte har haft det lidt svært med den her isolation, og for nogle af de større teenagere melder der sig også en del spørgsmål om studiestart og -valg,” fortæller hun.

Også netop derfor finder hun grund til at rose de unge for at vise forståelse over for de henstillinger, som den nye corona-hverdag har ført med sig.

“De har taget så imponerende godt imod det, og vi glæder os sådan, til vi kan være sammen med dem igen. Så giv dem noget credit – de har været megaseje,” siger hun.

Related Articles

X