MN logo rgb web 300x77
Succesrestauranterne Manfreds og Relæ i Jægersborggade lukker

Succesrestauranterne Manfreds og Relæ i Jægersborggade lukker

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Stjernekok, storrestauratør og nørrebroer Christian Puglisi har besluttet at lukke Michelinrestauranten Relæ og genbo-bistroen Manfreds efter 10 år. Restaurant Bæst og bageriet Mirabelle i Guldbergsgade fortsætter.

“Vi kom, vi så, (vi brugte ikke pincetter), og vi sejrede.”

Med dette let omskrevne Cæsar-citat meddeler manden bag en række af Nørrebros (og hele Københavns) bedste restauranter, at han til årsskiftet trækker stikket på sine to Jægersborggade-restauranter.

“På 10 år har Relæ og Manfreds ændret et nabolag, påvirket den globale kulinariske scene, kæmpet for at få folk til at tage økologisk landbrug alvorligt, gjort tatar stort igen og skabt talrige minder, følelser og uforglemmelige oplevelser for mig selv såvel som for besøgende gæster og personalet. Jeg kan med stolthed sige, at det nu er tid. Relæ og Manfreds blevet voksne, og det er tid til at komme videre,” skriver han på sin Instagram-profil.

Christian Puglisi understreger over for Berlingske, at beslutningen ikke har noget med corona at gøre:

“Relæ er ikke en svær forretning at drive. Udgifterne på Ydre Nørrebro, ikke mindst til husleje, er meget lave, og vi har ingen gæld. Vores priser er så lave, at vi godt kan klare os uden turisterne. Men det er klart, at de to måneders pause under coronanedlukningen fik mig til at tænke og se virkeligheden på en anden måde,” siger han til avisen og uddyber:

“Det gik op for mig, at efter ti år med Relæ, så er det nu rammerne, der definerer mig, i stedet for mig, der definerer rammerne på Relæ, som det var i starten,” siger han om sin Michelinrestaurant, der p.t. er ranket som nummer 56 på listen over verdens bedste restauranter. 

Julemiddag på Den Røde Plads

Trods sin færden i de højere gastronomiske luftlag og stor international anerkendelse har Christian Puglisi altid insisteret på at bevare jordforbindelsen.

Ikke kun via sit økologiske landbrug Farm of Ideas, men også ved at lave stor julemiddag på Den Røde Plads sammen med Send Flere Krydderier og gå i flæsket på selveste Michelinguiden for ikke at tage økologi alvorligt.

Og den kendte kok lægger ikke skjul på, at hans synes, ræset mod restaurationstoppen er ved at have kammet over i noget, der reelt ikke længere har så meget med maden  at gøre – heraf hans indledende henvisning til de madpincetter, som toprestauranter bruger til sirligt og stadigt mere kunstfærdigt at anrette maden med.

“Jeg og mit team dropper ikke ud af løbet, folkens. Vi har krydset målstregen,” slutter han sit Instagram-indlæg.

Hvad der skal ske med de to restauranters lokaler, har Puglisi endnu ikke besluttet, men han fortsætter med at drive og personligt engagere sig i sine to steder i Guldbergsgade, restauranten Bæst og bageriet Mirabelle.

Topfoto: Google

Related Articles

X