Mit Nørrebro
Terroristen fra Nørrebro:  Hvorfor gik det så galt?

Terroristen fra Nørrebro: Hvorfor gik det så galt?

Da hele Danmark for fire år siden var på jagt efter gerningsmanden bag terrorangrebet på Krudttønden, gik han fredeligt og i fuld offentlighed rundt med kammeraterne på Nørrebro. Vi har talt med en af forfatterne til den nye bog om Omar el-Hussein om, hvordan det kunne lade sig gøre.

Politi, efterforskere, medier og alle indbyggere i København – ja, hele landets befolkning – var i højeste alarmberedskab den aften for fire år siden. 

Den 14. februar 2015 klokken 15.30 affyrede Omar el-Hussein med et gevær M/95 i alt 28 skud mod Krudttønden på Østerbro. Og senere samme nat, klokken 00.41, slog han til mod den jødiske synagoge i Krystalgade. 

Men i de mellemliggende timer gik han stille og roligt rundt på Nørrebro. Han besøgte Mjølnerparken og Føtex ved Nørrebro Station og hang ud med vennerne på internetcaféen Powerplay og kebabrestauranten Kösem på Nørrebrogade. 

Både han selv og vennerne opførte sig aldeles udramatisk – på internetcafeen gik en del af snakken endda på noget så fredsommeligt som solcreme, kan man læse i den nye bog ’Terroristen fra Nørrebro – Jagten på Omar el-Hussein’, der netop er udkommet.

Koden: Man sladrer ikke om barndomsvenner

De næsten surrealistisk normale timer i 2200 N var også noget af det, der overraskede en af bogens forfattere:

“Der var jo sirener og politi alle vegne, og hele Nørrebro, København, Danmark var på mærkerne. At Omar el-Hussein efterdet første angreb togen taxa til Nørrebro, men også at han færdedes der i så mange timer, og at han færdedes offentligt, kom bag på mig. For jeg tænke, at hvis jeg lige havde begået et angreb, og jeg vidste, at hele det danske politikorps var efter mig, ville jeg måske gemme mig i en kælder et eller andet sted,” siger Natascha Rée Mikkelsen, der selv er opvokset på Nørrebro. 

Men det er ifølge hende en del af ’koden’ i det kriminelle miljø, som Omar el-Hussein på mange måder var en del af, om end det aldrig var som fuldbyrdet bandemedlem. 

De kammerater, der omgav ham på gerningsaftenen, blev alle frikendt for medvirken til angrebene, selvom de har erkendt, at de i løbet af aftenen vidste, at el-Hussein var den mand, som var eftersøgt i hele landet.

“Koden er: ’Det er min barndomsven, jeg kan jo ikke gå til politiet’. Det er no-go hos dem,” forklarer forfatteren.

Råt og brutaliseret fællesskab

Men hvordan opstår en sådan kode? Hvordan kan mennesker, der er født og opvokset i Danmark – og her på Nørrebro – tænke så anderledes end det flertal, de bor iblandt? Som formentlig straks ville have henvendt sig til myndighederne, hvis de vidste, hvem der havde begået det første danske terrorangreb i nyere tid?

Natascha Rée Mikkelsen påstår ikke at kende hele svaret. Men hendes erfaring fra arbejdet med bogen viser, atderblandtnogle af de ungefra især det ikke-etnisk danske bandemiljø på Nørrebro ligger en enorm frustration over at føle sig stemplet på forhånd, både fordi de er er muslimer – og fordi de er fra Nørrebro.

“Jeg har jo selv en anden hudfarve, en anden etnisk baggrund og en anden type navn, end de har, men jeg husker selv den dér følelse af, at når man sagde, at man kom fra Nørrebro, så var det sådan ’åh, der er også lidt farligt…’ eller ’nå, så har du da klaret dig godt?!’, og det er jo slet ikke det billede, jeg har af Nørrebro,” siger hun og fortsætter:

“Der har selvfølgelig været en lille gruppe, som har lavet ballade inde omkring Blågårds Plads, men størstedelen af dem, jeg er vokset op med – både etniske minoriteter og etniske danskere – har klaret sig godt ogfået videregående uddannelser. Jeg havde tit svært ved at genkende det billede, folk havde af Nørrebro som et farligt sted,” siger forfatteren, der selv er vokset op i Murergården nær Blågårds Plads – et boligbyggeri, som Omar el-Hussein i en periode også boede i.

Men der er ifølge forfatteren sket én tydelig ændring siden hendes egen barndom på Nørrebro.

“Der er kommet en lille gruppe af meget forråede unge mennesker i de her socialt belastede boligområder, som påvirker hinanden. De har et meget stærkt fællesskab, hvor de beskytter hinanden, men det er også et meget råt fællesskab,” siger hun og uddyber:

“Der er kommet en brutalisering og professionalisering i bandemiljøet, hvor der bliver brugt skydevåben, og hvor de på trods af, at de er vokset op på Nørrebro og kender hinanden på kryds og tværs, alligevel ligger og bekriger hinanden.”

Religion som ny grund til at slås

En anden ændring er religionens betydning – det forholdsvist nye i, at den har fået lov at fylde så meget i de hårde miljøer på Nørrebro

“Da jeg voksede op på Nørrebro, var der slåskampe mellem Grønjakkerne, der var kendt for at være racistiske, og så banden Warriors, der primært var unge med anden etnisk baggrund end dansk. Men religion fyldte ingenting! Den fik først en betydning i slutningen af 90’erne,” siger Natascha Rée Mikkelsen.

“Men jeg tror, at der især blandt 2. generations indvandrere og flygtninge er der en del, der siger: ’vi føler os ikke rigtig hjemme i vores forældres land, og vi kommer fra forskellige lande, men vi er alle sammen muslimer!’  Og så har man skabt en ungdomskultur omkring det. Både i bandemiljøet og i de religiøse miljøer taler man om muslimer, der bliver undertrykt i verden, og man er optaget af både den politiske situation i Mellemøsten og den tone, der er i debatten her i Danmark.” 

Terroristen og mennesket Omar el-Hussein var på mange måder et resultat af denne ’cross over’-kultur mellem de kriminelle bander og de stærkt religiøse miljøer.

“Han blev aldrig 100% en del af en bande eller de islamistiske miljøer, men er gået lidt ud ogind, er kommet til religiøse møder, har hængt ud med kriminelle – har røget masser af hash, men er alligevel gået i moskeen om fredagen. Der har været denne dobbelttydighed,” forklarer forfatteren.

Fællesskabet over alt

Samtidig har der i Omar el-Husseins omgangskreds været det klassiske behov for et tilhørsforhold, som man også ser hos etnisk danske unge:

“For mange af de unge handler det mere om fællesskabet, end det handler om islam. Det handler om at høre til et sted og have en identitet, om at føle, at man er vigtig og betydningsfuld. Og der er rigtig mange fra både bandemiljøet og de islamistiske miljøer, som mener, at selvfølgelig skal man ikke begå et terrorangreb. Det er trods alt de færreste, der støtter op om at dræbe uskyldige,” siger Natascha Rée Mikkelsen.

“Men Muhammedtegningerne og den politiske situation i Mellemøsten har været diskuteret i mange år i de miljøer. Mange mener, det er forkert at begå deciderede angreb, men de har haft en forståelse for den politiske motivation bag dem. Og derfor kan jeg sagtens forestille mig, at folk omkring el -Hussein ikke ligefrem har sagt til ham, at de ikke kan forstå, han var vred,” lyder forklaringen.

Hvad end kammeraterne sagde til deres barndomsven Omar den aften for fire år siden, sagde de det tydeligvis ikke højt nok.

Til at forhindre ham i ikke alene at blive morder, men også dobbeltmorder, da han foretog sit andet attentat ved den jødiske synagoge senere samme aften. 

Til at forhindre, at deres 22-årige barndomsven fra Nørrebro under en skududveksling med politiet tidligt om morgenen den 15. februar 2015 mistede sit eget liv i en kamp, ikke engang vennerne til fulde forstod.

Læs mere om de 13 timer, hvor politiet jagtede Omar el-Hussein, i bogen ’Terroristen fra Nørrebro’ fra Politikens Forlag.

Natascha Rée Mikkelsen, en af forfatterne til ‘Terroristen fra Nørrebro’, på Blågårds Plads. Hun er selv vokset op få hundrede meter derfra i boligbyggeriet Murergården, hvor Omar el-Hussein også boede i en periode.

Related Articles

X