MN logo rgb web 300x77
To Nørrebro-initiativer nomineret til årets bedste fællesskab

To Nørrebro-initiativer nomineret til årets bedste fællesskab

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Elderlearn og Repair Café Nørrebro er blandt de fem nominerede til TV 2 Lorrys pris Årets Fantastiske Fællesskab 2019.

Vi ved det jo godt selv: at vi er supergode til at skabe stærke fællesskaber her i bydelen.

Nogle gange kan det bare godt virke, som om mange andre rundt omkring i landet ikke er klar over det – og derfor er det dejligt at erfare, at TV 2s regionalstation Lorry har valgt to Nørrebro-initiativer blandt de i alt kun fem nominerede til prisen Årets Fantastiske Fællesskab 2019.

Juryen har udvalgt de nominerede ud fra, hvilke fællesskaber der mest originalt rækker ud og skaber mest positiv forandring i deres lokalområde.

De to udvalgte fællesskaber fra 2200 N er organisationen Elderlearn, der matcher ældre borgere med sprogstuderende udlændinge samt den bæredygtige frivilligcafé Repair Café Nørrebro.

“Det er fantastisk at få en bekræftelse af, at der bliver sat pris på den forskel, vi gør. Det er et skulderklap til alle vores frivillige, at nogen kan se det livsbekræftende, der opstår i møderne mellem unge og gamle,” siger Nicklas Stenfeldt fra Elderlearn til TV 2 Lorry.

Også Arlette Bentzen fra Repair Café Nørrebro glæder sig over nomineringen til Årets Fantastiske Fællesskab 2019.

“Vi er ikke en butik, hvor man kan aflevere sine ting og hente dem repareret. Hos os bliver man og hygger med os, og vi ser flere og flere, der gerne vil bidrage imens. ‘Hvis I kan lappe den her bukselomme, kan jeg måske lodde noget andet imens?’ eller ‘Mens I fikser den her køkkenmaskine, kan jeg så hjælpe med at håndsy noget imens?’,” fortæller hun.

Med titlen følger 100.000 kroner, som kan løfte og udbrede fællesskabet endnu mere, og det er TV 2 Lorrys seere, der afgør den endelige vinder.

Afstemningen begynder den 4. november, og det fællesskab, der kan mobilisere flest stemmer, kåres som Årets Fantastiske Fællesskab 2019 ved en prisoverrækkelse fredag den 22. november.

Foto: Elderlearn

Related Articles

X