MN logo rgb web 300x77
Udskældt basketball-bane fikset: Når hegnet er højt, er alting godt

Udskældt basketball-bane fikset: Når hegnet er højt, er alting godt

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Københavns Kommune har i al diskretion sat det forhåbentlige punktum for den pinlige sag om en defekt streetbasket-bane på Jagtvej.

Husker du streetball-banen på Jagtvej, der i februar blev landskendt for sit absurde nettag, som gjorde det umuligt at skyde på mål udefra?

Under alle omstændigheder er den blevet husket i kommunens Teknik- og Miljøforvaltning, hvor det gav røde ører, da selv nationale medier som Politiken og Berlingske fandt det værd at rapportere om den nyanlagte basketballbane, hvor man ikke kunne spille basketball.

“Det er selvsagt uhensigtsmæssigt, at basketballbanen er blevet lavet på en måde, så den bliver svær at benytte for brugerne. Det kan der ikke være to meninger om,” som forvaltningens vicedirektør Jon Pape dengang med vanlig kommunal underspillethed udtalte til Berlingske.

Det uheldige nettag blev hurtigt fjernet, og kommunen lovede derpå at gå i dialog med såvel Streetbasketball København som DGI, så banen efterfølgende kunne blive indrettet på en måde “der skaber mest mulig gavn og glæde i lokalområdet og for brugerne af banen”, forsikrede forvaltningen TV 2 om.

Og den glædelige nyhed er: det er faktisk sket!

Det er ikke noget, kommunen har gjort det store væsen ud af udadtil, men i løbet af sommeren er der blevet sat en ekstra sektion hegn på den del af basket-buret, der vender ud mod den stærkt trafikerede Jagtvej.

Og da vi her på Mit Nørrebro ikke kan formulere det mere præcist end kommunen selv, citerer vi hermed et skriftligt svar fra forvaltningens enhedschef Simon Brückner:

“Løsningen med de ekstra sektioner er valgt for at gøre hegnet højere og dermed mindske risikoen for, at bolde ryger ud på Jagtvej.”

Det er jo bestemt ikke at kimse ad, og den måske for visse andre indlysende løsning har kommunen da heller ikke været alene om at regne ud:

“Den valgte løsning er truffet i et samarbejde med repræsentanter for Nørrebro Park Skole og BørneBasketFonden, som er brugere af banen,” fortsætter Simon Brückner, som derefter– måske uden at være bevidst om det – sætter en stor fed streg under det gamle mundheld om, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Hele miseren har nemlig ud over større netfrihed udløst en mere brugervenlig placering af selve basketball-kurvene. Eller, sagt på kommunaljura:

“I samråd med disse brugere var der enighed om også at sænke nogle af kurvene for at øge brugen blandt børn og unge. I forbindelse med opsætningen af de ekstra hegnssektioner blev to af kurvene derfor sænket til 2,60 m (jf. Danmarks Basketball Forbunds Børneregler 2018-19), og to kurve er bevaret i 3,05 m. (målt til overkant af ringen).”

Men hvad vigtigere er: Mit Nørrebro har faktisk observeret lokalbeboere spille på banen. Og så, tænker vi, er målet jo nået.

Eller sagt med andre ord: Når hegnet er højt, er alting godt!

Læs også: At spille eller ikke at spille – det er spørgsmålet

Related Articles

X