På onsdag besøger udviklingsminister Rasmus Prehn (S) Nørrebro for at diskutere, hvordan Danmarks samarbejde med udviklingslandene bliver mere solidarisk – og du er inviteret.
“Jeg vil gerne være solidaritetsminister,” understregede Rasmus Prehn, da han sidste sommer blev udpeget til posten som Danmarks nye udviklingsminister.
Men hvad mener han egentlig med det? Hvad betyder det konkret for de politiske beslutninger og valg, som han træffer som minister? Og hvordan har han tænkt sig, at Danmarks samarbejde med udviklingslandene kan blive mere solidarisk?
Alt dette kan du både høre om og spørge nærmere ind til på onsdag, når Rasmus Prehn kommer til åbent debatmøde hos Mellemfolkeligt Samvirke – som vel at mærke understreger, at ministeren meget gerne vil have input fra os “almindelige” borgere og ikke kun NGO’er.
“Vi har brug for, at danskerne interesserer sig for verden omkring dem. Det gør mig kisteglad, når de engagerer sig og påtager sig et ansvar for at sikre international solidaritet,” siger Ramus Prehn, der understreger, at netop dette engagement giver ham den fornødne platform til overhovedet at kunne kalde sig solidaritetsminister.
“Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at mødes på Nørrebro til en forhåbentlig livlig debat om udviklingssamarbejdet,” lyder hans opfordring.
Det er gratis at deltage i debatten, der modereres af Mellemfolkeligt Samvirkes internationale direktør Julie Koch.
Tid & sted: Onsdag den 26. februar kl. 16.30-18.00 i Globalhagen Kitchen hos Mellemfolkeligt Samvirke på Fælledvej 12, indgang B.
Efterfølgende er der økologisk, vegetarisk fællesspisning til 85 kr. for dem, der har tid og lyst.