MN logo rgb web 300x77
Umut popper op, Glou Glou lukker – og så er der pizza og drinks!

Umut popper op, Glou Glou lukker – og så er der pizza og drinks!

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
RESTAURATIONSNYT: to kendte restauratører henholdsvis åbner og lukker i Rantzausgade med Guldkebab og grøn konceptrestaurant, bydelen får to nye pizzeriaer og en bar – og så er der godt nyt til dem, der kan lide østers, amerikansk morgenmad og små, lækre deleretter.

Det nørrebroske restaurationsliv ligger aldrig stille, men har nu for alvor taget fart ind i 2020 med åbninger, lukninger og nyskabelser.

For ikke at gøre hverken dig eller os selv helt stakåndede, tager vi det derfor helt stille og roligt og fra en ende af:

Umut popper op (måske permanent) i Rantzausgade
Umut Sakarya er efterhånden en institution i ikke bare det københavnske restaurationsliv, men efter sin deltagelse i efterårets udgave af ’Vild med dans’ også helt ude ved de fjerneste kakkelborde i Udkantsdanmark.

Det skal dog ikke få en til at glemme, at Umut er både kokkeuddannet og af tyrkisk afstamning, og netop de to ting bringer han i spil, når han i dag, på Valentinsdag fredag den 14. februar, åbner sit nyeste hjertebarn lige her på Nørrebro: Guldkebab.

På sine to eksisterende etablissementer, Guldkroen på Fredensgade og Guldgrillen i Nansensgade, er Umut kendt for at sætte fokus på de danske madklassikere – med svinekødet i den absolutte hovedrolle.

Nu forener han så det danske svinekød og den tyrkiske kebab i sin nye pop-up Guldkebab, der åbner kl. 16 i dag med 300 gratis ruller hjemmelavet svinekebab.

Det sker i Rantzausgade 58B – adressen, der de seneste fem år har huset Café Gæst/Tænk og før det lagde lokaler til Lennart Ribers’ fejlslagne restaurationsimperium Nordisk Brødhus.

Når vi taler Umut, taler vi også hjemmepisket bearnaise og sprøde fritter, og det kan du naturligvis også få på Guldkebab – eventuelt sammen med stedets store slagnummer, en 1 meter lang rullekebab.

Men helt uhørt for ham er der også to vegetarretter på kortet – den ene med hjemmelavet falafel.

“Jeg glæder mig allermest til at få lov at lave noget, der er mere tyrkisk inspirereret og et mix af min professionelle kokkeviden og kebab – med det, som jeg mener er de rigtige kebabkrydderier,” fortæller Umut, der har rejst rundt i Europa for at finde de helt rigtige ingredienser. Således er agurkesalaten fx inspireret fra Østrig, og kålsalaten fra Italien.

Åbningen af Guldkebab kommer efter talrige opfordringer, og ifølge Umut er Rantzausgade det helt rigtige sted til formålet:

“Det er et fedt og hipt område – og så skulle det jo være på Nørrebro, hvor jeg selv bor, og hvor en kebab bare skal ligge. Konkurrencen om kebab er hård her i bydelen, og jeg kan godt lide konkurrence. Og så er folk på Nørrebro bare nice,” siger Umut.

Sammen med sit crew har Umut Sakarya lanceret stedet som en pop-up frem til sommerferien – men de mange forberedelser og det fine guld-logo, som Umut og hans forretningspartner Frank Svärd Pedersen viser frem på billedet, tyder dog ikke på noget midlertidigt?

“Vi skal jo lige se, om det fungerer, og om det kan hænge sammen økonomisk. Vi bruger jo nogle dyre råvarer, og så er det federe at prøve det af først. Men håbet er da, at vi kan blive også efter sommerferien,” siger Umut.

Guldkebab, Rantzausgade 58B, åbner fredag den 14. februar med 300 gratis rullekebab fra kl. 16, dørene slås for alvor op kl. 17.30. Åbningstider onsdag-torsdag kl. 17-22, fredag-lørdag kl. 11-24, søndag kl. 11-22. Mandag og tirsdag lukket.

Romersk pizza – også i Rantzausgade
Skråt over for Umuts Guldkebab, i Bøfettos tidligere lokaler i Rantzausgade 47, åbner på onsdag den 19. februar det nye pizzeria Gola.

Der bliver tale om pizza efter det romerske koncept Pizza al Taglio, som er pizza bagt i store bakker og serveret i rektangulære stykker.

Stedet drives af tre gutter med baggrund i den københavnske restaurationsbranche, to af dem italienere og den tredje en dansker, der er født og opvokset i Rom, så det skulle borge for kvaliteten af de 8-10 forskellige pizzavarianter, som du kan mikse og matche efter smag og forgodtbefindende.

Ingredienserne bliver valgt efter sæson, og melet til bundene er nøje udvalgt, og du kan købe naturvin og ditto sodavand med til måltidet. 

Gola, Rantzausgade 47, åbner 19. februar. Åbningstider tirsdag-torsdag kl. 11-20, fredag-lørdag kl. 11-21.

Glou Glou sat til salg
Vi runder turen rundt i Rantzausgade af med at bekræfte formodningen om, at storrestauratøren Kenn Husteds Glou Glou i nummer 22 ikke bare er gået i vinterhi, men lukket permanent.

Den grønne restaurant holdt dermed mindre end et år på adressen, hvor Husted før det også måtte opgive at få økonomi i tapasrestauranten La Fabrica, og nu er lokalerne sat til salg.

“Smuk forretning på 300 m2, i hjertet af Nørrebro, hvor byfornyelsen snart disker op med brede fortove, store udestillinger, cykelstier og ensrettet trafik,” lyder det i salgsteksten, og heri gemmer sig også en del af historien om, hvorfor adressen har været svær at drive forretning fra:

At den trafikale omlægning af Rantzausgade har trukket ud så længe, at gadens restauratører ikke har kunnet have den forventede omsætning på udeservering.

Kenn Husted op til åbningen af Glou Glou i Rantzausgade, som han har brugt over 5 millioner kr. på at indrette. Nu er stedet sat til salg for 2,6 millioner kr. Foto: Mette Trudsø

Vinbodegaen er lukket…
På samme tid som Kenn Husted åbnede Glou Glou i Rantzausgade, slog han dørene op for Vinbodegaen i Jægersborggade 56. Den var en omdannelse af hans tidligere vinbar Antidote, for Husted var dengang ikke klar til at slippe adressen. “Jeg tror på Jægersborggade,”erklærede han optimistisk, men nu er både Vinbodegaen Nørrebro i Rantzausgade og søsterforetagendet Vinbodegaen Frederiksberg i Smallegade lukket.

… i stedet kan du få pizza og cocktails 
I Vinbodegaens tidligere lokaler i Jægersborggade er der til gengæld åbnet en afdeling af pizza-og cocktailpusheren Neighbourhood,.

På åbningsdagen i går (torsdag 13. februar) serverede de gratis cocktails, og fejringen fortsætter weekenden over, så du kan stadig nå ned og få en gratis øl i dag, fredag den 14. februar, ligesom du hele weekenden til og med søndag får 50% på alle cocktails.

Stedets pizzaer, der også kendes fra Neighbourhood-restauranterne på Vesterbro (Istedgade) og Indre By (Frederiksborggade), er økologiske, low-carb og med den tynde, sprøde surdejsbund, der er blevet en signatur for foretagendet, som drives af tre brødre. 

Neighbourhood, Jægersborggade 56. Fredag 14. februar: gratis øl kl. 17.00-18.00
Hele weekenden (tors-, fre- lør- & søndag): 50% på alle cocktails. Åbningstider mandag-onsdag kl. 17-23, torsdag kl. 17-23.30, fredag kl. 17-01, lørdag kl. 11.30-01, søndag kl. 11.30-23.

Ny bar i Birkegade
29. februar åbner den nye bar Flatiron i Birkegade i Oak Rooms tidligere lokaler. 

Det sker med en stor åbningsfest fra kl. 16 til kl. 03 til tonerne af DJs Matspatrik Malmros & Ida og med gratis Sazeracs, French 75s og fadøl “til de førstigste og tørstigste” – som det lyder fra bagmændene Morten Verano og pladeselskabet Crunchy Frog, der også står bag Conga & Rust samt Mudhoney i Guldbergsgade. 

The Flatiron er indrettet “med et nik til The Flatiron Building i New York og stærk inspiration fra strømminger som Art Nouveau og Art Deco i det tidlige 1900-tal i både Paris og NYC” og vil servere på drinks skabt i eller inspireret af 1920’erne og 1930’erne. Stedet byder også på The Flatiron Speakeasy, en bar til private arrangementer. 
The Flatiron, Birkegade 10, åbner 29. Februar. Åbningstider TBA.

Ud over diverse åbninger og lukninger har et par af bydelens restauratører også hittet på nye tiltag, som det er værd at tjekke ud. Det drejer sig bl.a. om:

Amerikansk morgenmad hele dagen
Snack & Blues kører fra i morgen, lørdag den 15. februar, med en ny morgenmadsmenu lørdage og søndage fra kl. 10 helt til kl. 16. Det betyder, at du kan starte dagen med fx en Sloppy Joe, Avocado smash, Hash Browns, vafler med ahornsirup eller selvfølgelig stedets signatur halloumiburger – evt. skyllet ned med en Bloody Mary. Godmorgen og velbekomme!
Snack & Blues, Guldbergsgade 7A. Åbningstider mandag-onsdag kl. 17-22, fredag kl. 17-00, lørdag kl. 10-00, søndag kl. 10-21.

Sloppy Joe til morgenmad – var det noget? Foto: PR

Sociale deleretter hele aftenen
Møller Kaffe & Køkken, der er kendt for deres labre brunch, har nu udvidet med et aftenkoncept under navnet Møller Bar & Køkken. Ideen er social dining i form af delevenlige retter, som serveres på fade og i skåle, som man så selv kan sende bordet rundt. Retterne er bygget op om sæsonens råvarer, gerne økologiske, og der er både noget for kødspisere og vegetarer – lige nu er der fx laksetatar, nyretapper, tartelet med jordskokker og glaseret berberi andebryst på kortet. Du kan vælge mellem a la carte, menuen ’Lille Møller’ med 8 retter over 4 serveringer eller ’A taste of Møller’ med 11 retter over 4 serveringer.
Møller Bar & Køkken, Nørrebrogade 160. Åbningstider aften: tirsdag-torsdag kl. 17-22, fredag-lørdag kl. 17-23.

Østers til en dollar
Depanneur i Griffenfeldsgade genoptager deres populære koncept ’1$ Oyster Club’ – altså østers til mindre end 7 kr., hvilket er under halvdelen af normalprisen for en østers hos fiskehandleren. Det kan naturligvis kun løbe rundt, hvis du køber en masse vin eller øl at drikke til, så det vil vi naturligvis anbefale. Første østersklub i 2020 bliver fredag den 28. februar fra kl. 17 til udsolgt, og derefter bør østerselskere holde øje med konceptet ca. en gang om måneden.
Depanneur, Griffenfeldsgade 17. ’1$ Oyster Club’ fredag den 28. februar kl. 17-udsolgt

Østers til mindre end halv pris – husk at skylle ned med rigeligt med vin eller øl! Foto: PR.

Laber kantinemad hos kommunen
Den kommunale Social Cantina, som i 2018 blev kåret som Danmarks bedste kantine, laver normalt mad til  på børne- og ungeområdet. Men nu kan du på udvalgte torsdage smage, hvad du til daglig går glip, af for kun 275 kr. for en 3-retters økologisk middag, hvor alt er lavet fra bunden. Her på Nørrebro foregår det hos BBU Nørrebro-Bispebjerg på Kapelvej 47. Første gang er torsdag den 27. februar, og billetter kan købes hos Billetto.

Topfoto af Umut og Frank foran Guldkebab: Lars Christian Vibild, @lcvibild

Related Articles

X