MN logo rgb web 300x77
Vær med: Nørrebro synger sammen på afstand hver dag kl. 17

Vær med: Nørrebro synger sammen på afstand hver dag kl. 17

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Midt i corona og karantæne: Søndag eftermiddag sang nørrebroere fællessang fra altaner og vinduer flere steder i bydelen efter inspiration fra Italien. Mit Nørrebros video fra begivenheden gik viralt, og nu gør Nørrebro Lokaludvalg sangen til en dagligt tilbagevendende begivenhed.

Hun syntes, at vi i disse corona-tider her i bydelen skulle følge italienernes eksempel og vise sammenhold med både dem og hinanden ved at synge fællessang fra altaner og åbne vinduer.

Hos Nørrebro Lokaludvalg var man ikke sen til at reagere, og lørdag aften klokken 19.45 lavede de et Facebook-opslag med en video fra Italien og teksten:

“En Nørrebroer har foreslået os, at vi lader os inspirere af italienerne og synger en fællessang ud ad vinduerne og fra altanerne i morgen kl. 17 på Nørrebro ❤ Vil I være med til det!?”

Det var der rigtig mange, der gerne ville, så lokaludvalget oprettede Facebook-eventet ’Nørrebro synger til hinanden på afstand!’, hvor tidspunktet for fællessangen blev fastlagt til søndag kl. 17, og ’Det er i dag et vejr’ blev annonceret som den udvalgte sang.

“Vi ser ikke så meget til hinanden i de her dage og det skal vi heller ikke, men derfor kan vi alligevel godt være sammen på afstand ❤ Vi ses ud af vinduer og fra altaner kl. 17. Instrumenter er meget velkomne! Tak for opfordringen Signe!” stod der blandt andet i eventteksten.

Mit Nørrebro delte naturligvis eventet på vores Facebook-side med en opfordring til at være med, og efterhånden som rygtet bredte sig, begyndte lokaludvalget at blive kontaktet af flere landsdækkende medier, herunder TV-Avisen.

Nørrebroere, I styrer!Her kl. 17 sang Nørrebro til hinanden på behørig corona-afstand – og her i Thorsgade 57 sang de ekstra smukt – lyt selv med her (husk lyd).Video: Lars Christian Vibild

Slået op af Mit Nørrebro i Søndag den 15. marts 2020
Lars Christian Vibilds (@lcvibild) film af de to syngende søstre og deres naboer i Thorsgade 57.

På opfordring fra lokaludvalget skrev flere og flere beboere i eventet, på hvilke adresser de ville deltage i fællessangen, og Mit Nørrebros fotograf, Lars Christian Vibild og redaktør Mette Trudsø kom på en svær opgave med at vælge, hvem vi skulle tage ud og forevige på billeder og video.

Vi landede på to adresser: på Jagtvej, hvor præst i Kingos Kirke Jens Christian Raabjerg Larsen og hans kone deltog fra deres altan på 2. sal, og i Thorsgade 57, hvor to søstre, der er henholdsvis operasanger og jazzsangerinde, ville synge fra deres respektive lejligheder på 1. og 4. sal.

Lars tog sit professionelle lydoptagelsesudstyr med, så søstrenes sang kunne komme til sin ret, og præcis en halv time, efter de første toner var lydt, postede vi videoen fra Thorsgade på vores Facebook-side med teksten:

“Nørrebroere, I styrer! Her kl. 17 sang Nørrebro til hinanden på behørig corona-afstand – og her i Thorsgade 57 sang de ekstra smukt – lyt selv med her”.

Det var der åbenbart mange andre, der var enige i, for videoen blev liket og delt i ét væk søndag aften, og mandag kl. 14 var den nået op på over 60.000 visninger, flere end 1.300 likes og godt 650 delinger. 

Og de flere hundrede kommentarer både på selve videoopslaget og i folks delinger var for 99 procents vedkommende overstrømmende positive– her et lille udpluk:

“Tusind tak. Så rørende! Bliv ved, bliv ved!”

“Yay, Nørrebronx ❤”

“Jeg fik helt kuldegysninger af at høre det her! Fantastisk!”

“Nørrebro kan noget andre ikke kan – sådan har det altid været”

“You guys rock”

“Så flot initiativ, respekt til jer” 

“Derfor jeg elsker Nørrebro”

Præst i Kingos Kirke Jens Christian Raabjerg Larsen og hans kone deltog fra deres altan på 2. sal på Jagtvej. Foto: Lars Christian Vibild, @lcvibild

På selve Nørrebro Lokaludvalgs event gav en lang række nørrebroere også udtryk for, hvor fedt det havde været at deltage – og opfordrede til, at man gentog det, så man kunne få flere med og måske få rystet genertheden af sig.

Den store succes har nu fået Nørrebro Lokaludvalg til at gøre fællessangen til et tilbagevendende event hver dag kl. 17, indtil vi alle kan gå på arbejde igen.

I dag, mandag den 16. marts, synger vi igen ’Det er i dag et vejr’, efterfulgt af enten Kim Larsens ’Vi er dem de andre ikke må lege med’ eller Anne Linnets ’Forårsdag’ – på tidpunktet for offentliggørelse af denne artikel var der en efterhånden solid føring til Kim Larsen.

Kom ud på altanen, eller smæk vinduet op ud mod dine naboer og syng med!

Related Articles

X