MN logo rgb web 300x77
Værsgo’ Danmark: Her er ’krigszonen’ Nørrebro efter Støjberg-besøg

Værsgo’ Danmark: Her er ’krigszonen’ Nørrebro efter Støjberg-besøg

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Trods spekulationer på sociale medier og i diverse internetfora forløb et dialogmøde med Venstres næstformand Inger Støjberg i Støberiet på Blågårds Plads onsdag aften aldeles fredeligt.

Det burde ikke være en nyhed. For mange af os, der bor her i bydelen, er det det heller ikke. 

Men når nationale medier talrige gange har udråbt Nørrebro til en ’krigszone’, og ordene ’Nørrebro krigszone’ p.t. resulterer i 8.860 hits på en Google-søgning, skriver vi det alligevel: 

Jo, man kan rent faktisk godt færdes på Nørrebro, selvom man stemmer til højre for midten af dansk politik.

Man kan oven i købet være en højt profileret politiker på den parlamentariske højrefløj og såvel annoncere som gennemføre et møde om politiets rolle i det danske samfund midt på Blågårds Plads, uden at det medfører nogen form for ballade.

Det beviste onsdag aftens dialogmøde i Støberiet, arrangeret af Venstre og med partiets tidligere udlændinge- og integrationsminister, nu næstformand og retsordfører Inger Støjberg, som hovedperson.

Det erklæret revolutionære venstrefløjsmedie Konfront delte et døgn før mødet oplysningen om Inger Støjbergs besøg som en “servicemeddelelse”, og det borgerligt-liberale debatmedie 180Grader var ikke sene til at registrere dette med en efterfølgende konstatering af, at “Blågårds Plads er et sted, hvor der ofte er uroligheder, hvor venstreekstremister – herunder de såkaldt “antifascistiske” grupperinger – tager del.”

Læs også: Nørrebroere i fredelig demonstration mod Rasmus Paludan

Debat med “supergod og sober tone”

Men lige lidt nyttede det – både før, under og efter mødet var Blågårds Plads lige så død, som vi formoder, at et gadekær i provinsen ville være det enhver given onsdag aften i januar.

Inde til mødet foregik der, hvad der ifølge den lokale arrangør, Venstremand og medlem af Nørrebro Lokaludvalg Bjarke Kværnø, var en god debat – endda med deltagelse af nogle, der over for ham i mødepausen selv identificerede sig som kommende fra det autonome miljø.

“Ja, jeg kan konstatere, at der mødte nogen op, som havde nogle modsatrettede holdninger, men det hele blev holdt i en supergod og sober tone, og deres input blev taget ind – selvom det måske ikke ender med det udfald, de gerne ville have,” siger han.

.

Kværnø afviser samtidig – hvad der også har været spekulationer fremme om, bl.a. på de sociale medier – at det var en bevidst provokation af Inger Støjberg at lægge mødet på netop Blågårds Plads.

“Det er synd, hvis det er blevet opfattet som en provokation. Det ved jeg ikke har været meningen. Der har været et oprigtigt ønske om at få et input, også fra nogle af dem, der normalt ikke bliver hørt,” siger Bjarke Kværnø, der selv bor lige rundt om hjørnet fra Støberiet i fsb Blågården. 

“Det er mig, der har lejet lokalet. Jeg blev kontaktet med henblik på at finde et sted på Nørrebro, og så gik jeg efter et sted, der var ledigt på den pågældende dato. Men samtidig må jeg sige, at jeg synes, det er et fint sted. Jeg holder meget af Blågårds Plads og oplever, at hvis man snakker ordentligt til hinanden herinde, så er der mere plads, end overskrifterne ofte giver indtryk af”.

Og med det og billederne af en stort set mennesketom Blågårds Plads slutter vi denne ikke-nyhed.

Blågårds Plads onsdag aften klokken 19.29, en halv time inde i Støjbergs møde. Foto: Lars Christian Vibild, @lcvibild

Related Articles

X