By At holde byens mennesker fra hinanden under pandemier er ikke et nyt fænomen — men coronavirus har ændret skalaen.
40 dage.
Så længe måtte passagerer fra skibe der ankom til middelalderens Venedig gå i isolation, hvis der var mistanke om, at der kunne være smitte ombord.
Pesten var hård ved Europa i 1300-tallet, og i århundreder forsøgte den italienske bystat at holde flere epidemier fra døren ved at adskille nyankomne fra byens befolkning i en periode.
På venetiansk, og i dag italiensk, hedder tallet fyrre quaranta, og venetianerne kaldte derfor de 40 dage i isolation for quarantena. Det blev senere til quarantine på engelsk og til karantæne på dansk.
Der var ikke noget særligt videnskabeligt belæg for, at valget faldt på netop 40 dage i isolation. I middelalderen blev en periode på 40 dage betragtet som betydelig, særligt i religiøse sammenhænge. Den bibelske syndflod, som kun Noah og de nærmeste overlevede, varede 40 dage. Og i det nye testamente går der 40 dage mellem Jesus’ genopstandelse og himmelfart.
Så roden til ordet karantæne er altså bibelsk.
Det er nogens skyld
At man overhovedet satte folk i karantæne, bundede ikke i nogen større forståelse for, hvordan smitte bredte sig. Det var først i anden halvdel af 1800-tallet, at vi mennesker så småt begyndte at få indsigt i bakterier og vira, og hvordan disse mikroorganismer kan bevæge sig mellem os.
Før denne tid havde det i mange år været gængs “viden”, at de fleste sygdomme stammede fra miasma — dårlig luft der kom fra rådnende, organisk materiale.
Da pesten første gang kom til Europa i midten af 500-tallet, var det dog ikke luften, men bestemte befolkningsgrupper, der fik skylden. I Konstantinobel i 541 blev fingrene — som så ofte — peget på jøderne, hedningene og de homoseksuelle, og ny lovgivning beordrede dem derfor uden for byen i en slags ‘karantæne’. Det ændrede dog ikke på, at 40% af befolkningen endte med at dø under ‘den justinianske pest’, som den kaldes.
I årtusinderne før havde man dog kunnet observere, hvordan i hvert fald visse sygdomme tilsyneladende kunne sprede sig fra én vært til en anden — uanset seksuel eller religiøs observans.
Dét gjaldt ikke mindst spedalskhed. Formentlig allerede for 4.000 år siden satte jødiske præster i Mellemøsten mennesker i syv dages isolation, hvis de observerede en bestemt type sår, som de frygtede kunne udvikle sig til “det vilde kød” — til spedalskhed — men som endnu ikke var det.
Da middelalderen gik på hæld, og renæssancen holdt sit indtog, begyndte man altså også i Venedig og andre af Europas byer at ty til andet end bønner og velsignelser for at beskytte befolkningen mod pest. De allerede smittede blev sat i isolation, men også tilsyneladende raske kunne nu risikere at blive sat i karantæne.
Og det virkede — til dels, i hvert fald. I dag vurderer man, at der typisk gik 37 dage fra man blev smittet med pest til man — formentlig — døde af det. Så de 40 dage viste sig yderst velvalgte som karantæne-periode.
Ingen hor, druk og teater
I Shakespeares London gik befolkningen gerne i delvis karantæne, når pesten hærgede. Med død i gaderne og bimlende kirkeklokker i den fugtige tåge, må hjemmet have været det mindst skræmmende sted at opholde sig.
Kongens soldater gjorde deres til at holde folk fra hinanden. Store forsamlinger blev forbudt, og barer, bordeller og teatre blev lukket.
Shakespeares teater, The Globe, var lukket i ikke mindre end 6½ år mellem 1603 og 1613, og en udbredt teori lyder, at Shakespeare skrev flere af sine største værker i isolation, mens byen var halvt lukket ned på grund af sygdom.
I København blev det såkaldte Karantænehuset på Langelinje bygget i 1805. Danmark havde på denne tid kolonier i både Afrika, Vestindien, Asien og Nordatlanten, og hvis man havde mistanke om, at sømænd havde farsoter med hjem, blev de nu sendt i karantæne i det lillebitte træhus ved Kastellet. En farsot er en ‘sygdom der farer fra sted til sted’.
Det var på dette tidspunkt mindre end 100 år siden, at den danske hovedstad sidst var ramt af pesten.
I starten af 1700-tallet blev Saltholm brugt som karantænestation for skibe udefra — inspireret af Venedig. Men da pesten alligevel begyndte at rase i byen i 1711, blev mange københavnere sendt ud på den lille ø i Øresund.
Ved at tvinge de tilbageværende til ikke at forlade byen undgik man, at pesten spredte sig til resten af landet. Men i København døde 1/3 af befolkningen.
I 1800-tallet var pesten ikke en trussel på samme måde som tidligere, men det blev til gengæld kolera-bakterien. I 1830 hærgede koleraen i Europa, og i København forberedte man sig på den med nye bestemmelser om at sætte syge i isolation og mulighed for dødsstraf for dem der ikke respekterede en karantæne.
Da sygdommen nåede den danske hovedstad i 1853, opgav man dog idéen igen, da man nu troede, at miasmaen stod bag kolera. Derfor satte man i stedet ind ved at fokusere på at gøre både boliger og mennesker renere.
Dét var en god idé, for kolera-bakterien spredes særligt gennem beskidt vand og inficerede madvarer. Alligevel døde små 5.000 københavnere af “den nye pest”.
Den globaliserede karantæne
I det 20. århundrede fik vi flyvemaskiner, og i dag kan vira og bakterier rejse tusinder af kilometer på få timer. Globalisering og rejsehastigheder gør det svært at finde ud af, hvem man egentlig skal sætte i karantæne for at kontrollere et udbrud. Selv med en kort inkubationstid på få dage, kan en virus være spredt over alle kontinenter, inden ekkoet af det første host har fortaget sig.
Hvad Wuhan i Kina gjorde den 23. januar 2020 var en helt ny for form for karantæne — en masse-karantæne. Efter mere end 1.500 mennesker var døde af Covid-19, fik hele byen besked på at blive hjemme. Beboerne måtte i teorien stadig gå udenfor, men gjorde de det, var der stor sandsynlighed for at blive stoppet, screenet og sprayet med desinficerende væske. De fleste er blevet hjemme, indtil restriktionerne så småt begyndte at blive lettet her den 24. marts — efter to måneder.
På gaderne i Madrid og i Spaniens øvrige byer risikerer man ikke at blive sprayet, når man bliver stoppet af politiet. Men har man ikke et vigtigt ærinde — som f.eks. at hente mad i supermarkedet — bliver man i bedste fald sendt direkte hjem, og i værste fald får man en bøde med i baglommen.
Spanierne, der mange steder normalt lever store dele af livet udendørs, må pr. 14. marts — og indtil videre fire uger frem — ikke engang løbe en tur i parken eller spadsere for at få lidt frisk luft.
Af samme grund låner mange nu gerne naboens hund i en halv times tid. Hundeluftning er nemlig et af de få punkter på listen over tilladte gøremål i byens rum, og mange firbenede får derfor et par ekstra ture ned til yndlingstræet på gadehjørnet i disse dage.
Er der ingen hundeejer i opgangen, kan man lufte sig selv ved i stedet at trække sin indkøbsvogn nogle gange rundt om blokken — på en forlænget tur til supermarkedet.
I byen er vi vant til at være tæt på andre mennesker og se mange af dem hver dag. Derfor er det netop her en særligt skræmmende kontrast, når de fælles rum pludselig er tomme midt på dagen — måske bortset fra de spøgelsesbusser der i spanske byer stadig kører for at kunne fragte de få arbejdende frem og tilbage. Men som nu gerne har én passager i stedet for 50.
Om den langvarige isolation i mange af verdens byer ender med at kaste en ny Shakespeare af sig, må de kommende teaterpremierer vise. Når teatrene altså åbner igen.
Artiklen er oprindeligt fra, og bringes i samarbejde med, Magasinet KBH
