MN logo rgb web 300x77
Visitationszone forlænges, Nærpoliti forstår bekymring

Visitationszone forlænges, Nærpoliti forstår bekymring

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Politidirektøren i København har besluttet at forlænge visitationszonerne på blandt andet Nørrebro grundet den igangværende bandekonflikt. Samtidig bekræfter Nærpolitiet en række beboernes opfattelse af, at der er flere uvante grupperinger i gaderne på især Indre Nørrebro.

Topfoto: Jonas Wybrandt foran Nærpolitistationen i Hermodsgade. Foto: Københavns Politi.

Opdatering 15. maj: visitationszonen er forlænget frem til den 29. maj kl. 18.
Opdatering 1. maj: visitationszonen er forlænget frem til den 15. maj kl. 18.

Fredag eftermiddag kl. 18 udløb fristen på de visitationszoner på blandt andet Nørrebro, som Københavns Politi grundet en optrapning af bandekonflikten etablerede 4. april.

Men kort før fristens udløb meddelte politidirektøren, at visitationszonerne på Nørrebro, Frederiksberg, Husum og Amager nu forlænges frem til 1. maj.

Visitationszonerne – altså områder, hvor politiet uden en konkret mistanke kan undersøge borgeres tøj og tasker for bl.a. våben –  er indført på baggrund af en aktuel konflikt mellem to “kriminelle grupperinger”, som politiet kalder det.

“På baggrund af den systematiske indsamling af politimæssige oplysninger er det vurderingen, at konflikten mellem de to kriminelle grupperinger fortsætter, og at der er anvendt våben, herunder skydevåben,” lyder det i en pressemeddelelse fra politiet som begrundelse for at opretholde visitationszonerne.

Nærpolitiet forstår beboernes bekymringer

I påsken gav en række beboere på Indre Nørrebro over for Mit Nørrebro udtryk for stor utryghed over, at der ifølge deres observationer har været langt flere “bandelignenede grupperinger” i Nørrebros gader siden nedlukningen af samfundet for nu godt en måned siden.

Disse observationer bekræftes nu af politikommissær i Nærpolitiet Nordøst, Jonas Wybrandt:

“Vi kan generelt set godt genkende det billede, bekymrede borgere og også samarbejdspartnere giver af særligt Indre Nørrebro. Vi får hos Din Betjent i denne tid flere henvendelser end normalt fra borgere, der oplyser, at de føler sig utrygge, fordi de ser en sammenstimlen af grupperinger, de ikke er vant til at se. Og vi har i kraft af vores øgede tilstedeværelse i området også selv observeret, at der er flere end før Covid-19 og visitationszonens indførelse,” fortæller han.

Jonas Wybrandt understreger, at der – som Mit Nørrebro også tidligere har beskrevet– er langt færre af de helt unge, skole-og klubsøgende unge på gaden, end politiet havde forventet, dengang nedlukningen blev annonceret.

Så de grupperinger, som både flere beboere og Nærpolitiet altså har bemærket, består af unge voksnemænd.

“Det, vi fra politiets side er opmærksomme på på blandt andet Blågårds Plads, er dels, om der er større forsamlinger, end covid-19-reglerne foreskriver, dels, at forsamlingerne ikke minder om en videreførelse af LTF (Loyal To Familia, red.), som jo er en ulovlig forening,” fortæller politikommissæren.

Kontakt politiet, hvis du er utryg

Jonas Wybrandt forsikrer, at Nærpolitiet er så meget til stede på gaden som muligt i forsøget på at skabe tryghed for beboerne.

“’Vi forsøger så meget, som vi kan, at rykke ud, når henvendelserne kommer, og at følge op på den enkelte borgers personlige kontakt. Og vi kan kun opfordre til, at man fortsat kontakter os, hvis man observerer noget, man føler sig utryg over,” siger han – i lighed med opfordringen fra politiinspektør Mads Helios for fem dage siden.

Ser eller oplever du noget, der kræver politiets akutte tilstedeværelse, skal du ringe på 112.

Oplever du noget, som du synes, politiet bør vide eller kigge nærmere på – er du utryg lige her og nu – skal du ringe på 114.

Vil du gerne fortælle Nærpolitiet om din generelle oplevelse, berette om gentagne mønstre eller bede dem tjekke bestemte steder med jævne mellemrum – henvendelser, der med andre ord godt kan vente til dagen efter – så opfordres du til at ringe til Din Betjent, der netop er sat i verden for at bringe borgere og politi tættere på hinanden og styrke trygheden lokalt.

Nørrebro er delt op i 4-5 forskellige ’Din Betjent’-områder (der ikke helt følger hverken bydels-eller postnumre), som du finder lige her.

Visitationszonen på Nørrebro, der netop er blevet forlænget, dækker området Jagtvej – Fensmarkgade – Guldbergsgade – Fælledvej – Sankt Hans Gade – Sortedam Dossering – Peblinge Dossering – Baggesensgade – Wesselsgade – Korsgade – Thorupsgade – Ewaldsgade – Åboulevard – Ågade – Jagtvej.

Related Articles

X